Halloween i Måløv 2025

Du kan downloade folderen om dette års HiM her.

I 2025 holder vi Halloween i Måløv for 25. gang. Første gang var i år 2000 og siden har kun corona-pandemien én enkelt gang forhindret gennemførelsen af arrangementet.

Så kom og vær med til at sætte jeres personlige aftryk på Måløvs store jubilæumsbegivenhed for hele familien.

Halloween i Måløv er for både børn, barnlige sjæle, voksne sjæle og de afsjælede. Vil man medbringe børn under 7 år, bør man dog nøje overveje om barnet er klar til mosten – og selv være parat til at hjælpe barnet med at bearbejde de mange stærke indtryk.

Arrangementet er blevet for stort til at gå i optog, som vi gjorde tidligere. Derfor kan man nu bare møde op og opleve alle de skræmmende eller sjove aktiviteter, i den rækkefølge man har lyst til.

Der kræves billet-armbånd for at komme ind. Armbåndene koster 60 kr. og kan købes i Kulturhus Måløv, Café Iglo og Meny Måløv fra mandag den 13. oktober. 

Hvis der er armbånd til overs på dagen, kan de købes ved indgangen for 80 kr.

Bemærk at man kun kan betale med Mobile Pay, uanset hvor og hvornår man køber billetterne.

Ved Halloween er der over 40 poster, boder eller oplevelser, fordelt i Byparken, i skolegården og på vejene i området. Der vil også være mulighed for at købe forskellige ting at spise eller drikke.

Se oversigtskortet over de forskellige poster her.

Vi opfordrer som altid børn og voksne til at komme udklædte til Halloween og i skolen om fredagen. Husk at du kan blive sminket rigtig uhyggeligt i Kulturhuset mellem kl. 14-17. Her er også hyggelig krea-leg i Salen til kl. 18.00

Vil børnene nå at gå rundt i byen og samle slik og lave ballade, inden Halloween i Måløv starter i Byparken kl. 18.30? Så kom og vær med til en uhyggelig sjov trick or treat-skattejagt i Måløv. Starten går udenfor Kulturhusets indgang kl. 17, hvor børnene får udleveret et skattekort, der guider dem gennem byen på jagt efter slik og små overraskelser. Undervejs skal de løse små opgaver, der udløser slikposer – og måske møde et par små gyselige overraskelser på ruten… Fredag den 31. oktober kl. 17-18. Ved Kulturhuset Måløvs indgang.
Tilmelding er gratis, men nødvendig. Tilmeld dig her.

Vagtdivisionen
Tak til Vagtdivisionen for at stille vagter til Halloween i Måløv 2024.

Frivillig

Hvis du er vild med halloween og gerne vil hjælpe, må du gerne sende en mail til frivillig.halloweenimaaloev@gmail.com – så sætter vi dig på vores liste til nyhedsbrevet, så du kan følge med i vores planlægning i løbet af året.

Skriv om du vil optræde, være frivillig og evt. I hvilket tidsrum. Vi har mange forskellige opgaver som kan løses før eller efter arrangementet.